Denne siden er korrekturlest
Han sjanglede tilside — rammet af v. Knarrens vældige Næve.
Villum holdt paa at falde overende; men i det samme følte han sig støttet af to sterke Arme, og han hørte v. Knarrens strenge Kommandorøst:
„Rank op, Kamerat!“
Og Soldat, som han var, lystrede han uvilkaarlig og øieblikkelig. Halvt bedøvet marscherede han afsted didhen, hvor hans Venner førte ham.13 – Vilh. Krag: Krøniken.
