Han borede sig ind der, hvor Menneskemassen
stod tættest, — han pløiede sig Vei,
stødte fra sig med Albuer og Arme, — lod
dem skjælde, lod dem skrige, dem han stødte
tilside og trampede ned.
For dette vilde han se.
Han vilde se, om det virkelig var hendes Ansigt, det han havde kjendt og elsket. Om det var hendes Smil, det som engang havde straalet imod ham.
Afveien her! Det var ham, som skulde frem! Afveien!
— Gjæsterne strømmede ud af Døren og ordnede sig i Grupper under de hvide Søiler. Hoho, for en broget og naragtig Forsamling! Hvor de var muntre, de hvide Tøiter og de spraglede Mandslinge! — Ah — den, som stod midt iblandt dem, ganske alene, og feiede dem tilside! Den, som stod der med disse to knyttede Næver; aa! det skulde være fort bestilt! Og der skulde ikke blive andet igjen al dem end en Haug Fiskeben og Pibestilker!
— Musiken stemte i en stadselig Bryllupsmarsch; — se der! nu ordnede Gjæsterne sig paa hver Side af Indgangsdøren. Nu løftede
