Lys; — Capitainen saa bare Villums Ansigt, som belystes af Skinnet fra det pragtfulde Fyrværkeri, — han saa bare dette Ansigt, som forvandledes og forstenedes lidt efter lidt.
„Villum,“ sagde Capitainen. „Hører Du?“
Men Villum hørte ikke. Han gik frem fra Skyggen bag den høie Trappe; — som en Maanesyg gik han, — det sugede ham til sig dette Navn, som stod gnistrende paa Nattehimlen.
Hvad nyttede det at de talte til ham? Hvad nyttede det, at de forsøgte at holde ham tilbage. —
Henne fra Huset lød et Raab, — først var det en enkelt Stemme, saa fængede den videre og videre udover, tilsidst stod det i et eneste Kog udover Menneskemassen:
„Brudeparret frem!“
— Der var to sterke Hænder, som greb fat i Villum. „Slip mig,“ skreg han. Og han krængede sin svære Krop fremover, vred sig løs og sprang afsted, kroget mod Jorden for at de ikke skulde faa Øie paa, hvor han blev af.
For dette vilde han se!
