— Saa blev det naturligvis, som han vilde. —
For Emerentze føiede sig tilsidst i alt. Det nyttede jo ikke alligevel.
Det var uundgaaeligt.
Hvorfor da kjæmpe —?
Nei, hun var ikke Emerentze fra før i Tiden, — Emerentze med den overmodige Latter og de muntre brune Øine, som søgte nysgjerrigt fra Mand til Mand.
Nu søgte ikke hendes Øine mere; hendes Sind var saa tomt og saa ubeskrivelig træt. Undertiden kunde der blaffe op i hende en nervøs Livlighed; — da snakkede hun og lo meget og tankeløst, indtil hun pludselig vaagnede op og hørte efter. Gud, hvad er det jeg snakker om, og hvad er det jeg ler for?
— Og da blev hun saa rent stille igjen. —
Ikke for det; — hun følte sig ikke egentlig ulykkelig heller; — den Mand, hun skulde gifte sig med, var en god Mand. Han var en kjær gammel Kamerat, var han; og hun var saa sikker paa hans Finhed og Hensynsfuldhed. Hun følte ikke engang nogen12 – Vilh. Krag: Krøniken.
