Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/180

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
176

i Danmark; saa slap man den rædsomme Reise.

Men Obersten mistænkte hende strax for at have andre Grunde til at undgaa Byen, og da blev han stædig. Da vaagnede hans tossede Forfængelighed, som han med megen Pathos kaldte sit point d’honneur.

Ei, ei! Det kunde let komme til at se ud som en Flugt! Den unge Laban Hr. Westerhuus kunde ligefrem triumfere, naar det sagdes, at Frøken v. Egekrantz ikke turde holde sit Bryllup i sin Faders By af Frygt for at træffe den charmante Seigneur og paany bedaares af hans galante Væsen.

Obersten gik alene hjemme i sine Stuer og pralede høilydt for sig selv den udslagne Dag.

Nei, min Pige! Sligt skal der ikke siges en Egekrantz paa! Vi er ikke vante til, at der hviskes om os og smiles af os! Vi er vante til at handle med aabne Pander og ranke Nakker.

Oja — Oberstens point d’honneur boblede formelig i ham, og de Breve, han skrev til Emerentze, var umaadelig stolte og stædige.