„Luk op!“ kommanderede han igjen og
ruskede i Laasen. „Øieblikkelig!“
Saa gik Døren op.
Der var næsten ganske mørkt i hendes Værelse; han kunde saavidt skimte Omridsene af hendes Skikkelse borte ved Vinduet; hun var endnu i Ridedragt — havde slet ikke sanset at skifte Dragt engang.
Han smeldte Døren i efter sig, gik lige hen til hende og greb hende brutalt i Armen.
„Hvad har den Slyngel fordristet sig til?“ spurgte han.
Spørgsmaalet kom saa pludselig, det overvældede hendes Forstand, — hun kunde aldeles ikke finde paa nogen Udflugt. Mørket gjorde, at hun ikke kunde se hans Ansigt, men hun hørte, han pustede kort og heftigt, og hans Stemme skalv af Forbitrelse og- Smerte. — „Saa — vil hun svare, og det strax? Du prøver ikke paa at lyve, siger jeg Dig — Men ved Gud, jeg skal vise hende, at hun ikke er voxet fra Riset — Naa, kan hun saa faa Ordene frem. Hvad har den Slyngel fordristet sig til, spørger jeg?“
