„Hvem er det, Du mener?“ spurgte hun tonløst.
„Hvem jeg mener? Hvem anden end den Herre, Du kom ridende tildørs med iaften, og for hvis Skyld Du ligger her og flæber. Naa, kan hun svare engang.“
„Lieutenant v. Westerhuus er ingen Slyngel,“ svarede hun, og hendes Stemme blev høi og fanatisk.
„Saa, det er han ikke —“
„Og han har intet tilladt sig — ingenting mod min Vilje og mit Samtykke!“
„Hvad siger Du!“ skreg Obersten, og nu klemte hans Fingre som Skruestikke om hendes Arm. „Elsker Du maaske dette Menneske!“
„Ja,“ svarede Emerentze.
Og i samme Øieblik rev hun Sin Arm haardt til sig; — der blaffede en vild, næsten høitidelig Trods op i hende — hun rettede sig op i sin fulde Høide. — Og der stod de mod hinanden — tindrende af Had — disse to Mennesker, som i et helt Liv havde holdt sammen i Kjærlighed og Harmoni.
Slig blev de staaende i nogle lidelsesfulde
