— — Men naar hun saa tænkte paa de
Tider, som vilde komme — —
At vide med sig selv hver Dag, at nu var han saa langt borte, at hun ikke kunde træffe ham, ikke kunde faa se dette alvorlige Ansigt og tilbedes af disse fortærende Øine.
Aa Gud! Aa Gud! Ikke mere føle hver Stund og Time, at denne sterke Mands Længsler var om hende, og at hans hede Elskov fulgte hende altid, altid.
— Hvad havde de at byde hende til Gjengjæld, alle de andre! Hvor var ikke disse Venners Pjat og disse Veninders Pjank hendes Hjerte ligegyldig! — Disse Selskaber, disse Fester, hvor han ikke var, — ak, hun vilde gaa fattig og arm omkring og føle sig som en, der har holdt al Livets Rigdom i sin Haand, men selv kastet den i Havet — —
— — Hesten reiste pludselig Hovedet og spidsede Ørene. — Den saa sig forundret om og knæggede ganske svagt. — Emerentze holdt den an, vendte sig i Sadlen og lyttede spændt.
Og nede fra Veien hørte hun tungt Tramp
