netop skulde hænde Emerentze! — Hun som altid havde været den første til at forhaane de overspændte Fruentimmer, som gjør simple Skandaler og kommer i Folkemunde paa Grund af sine naragtige Mandfolkehistorier! — Foruden at hun selvfølgelig vilde gjøre sin kjære Fader uoprettelig Sorg og Skam, og bryde med alle sine Venner, som havde holdt saa meget af hende — ak nei! dette maatte dog ikke ske! Fra sin tidligste Barndom havde hun levet og aandet i disse Omgivelser, hele hendes Sind var stemt i deres Harmoni — hun kunde ikke tænke sig at leve sit Liv i anden Luft end netop denne.
Nei! Hun maatte til Kjøbenhavn. Og naar hun kom did, fik hun kaste sig indi en Hvirvel af Selskabelighed; — aaja! det vilde sagtens blive Fornøielser nok, naar det rygtedes i Kredsen, at den muntre Emerentze var vendt tilbage fra sit Exil! — Ja. — Hun maatte overvinde denne ufattelige Lidenskab, som nu havde taget Magten saa helt fra hende. Hun maatte lade sig bedøve af Liv og Lystighed, indtil hun ikke mere hørte hans dybe, hede Stemme — —
