samme Øieblik vilde hun være hans med Legeme og Sjæl.
Slig var det. Vel var hun hans egenraadige Herskerinde; — men til Gjengjæld var ikke hun Herre over sig selv.
Snart vilde det være det blinde Tilfælde, som kom til at raade over hendes Liv.
Dag for Dag samlede det sig sammen i en stor Angst: Gud! Aa Gud! Hvordan skal dette gaa?
Tilsidst maatte selv hendes Fader lægge Mærke til den store Forandring, som var foregaaet med hende; Obersten kunde aldeles ikke begribe, hvad det var som gik af hende.
Hun, som altid før havde været saa velsignet jævn til hverdags, hun var pludselig blevet adspredt og lunefuld. Kom han uforvarende ind i Stuen, kunde han finde hende siddende ved Vinduet med Hænderne i Skjødet og stirrende tankefuldt ud i Luften, Snakkede han til hende, da hændte det, at hun svarede rent borti Ørsken; hun maatte først hente sig selv tilbage igjen fra et Sted langt borte. — Og naar de saa havde passiaret sammen, hyggeligt og muntert som før, saa
