kunde det hænde at hun med én Gang var borte igjen. —
— Hvor mon hendes Tanker gik hen i saadanne Stunder —?
Hvor Obersten grubled!
Han havde levet et kort og flegmatisk Ægteskab med en Hustru, som aldrig havde givet ham Anledning til at gruble hverken paa det ene eller det andet; saa dette var noget ganske uvant og ubehageligt for ham. — Han havde egentlig aldrig interesseret sig for Kvinder; Emerentze var virkelig den første, som nogensinde havde faaet hans Tanker til at streife udenfor den daglige døsige Kredsgang. Han elskede og forgudede hende; han fandt i hende alt, hvad han ansaa for korrekt og fornemt. Hun var dertil saa klar i sin Hjerne og saa velsignet fri for den gudsjammerlige Maaneskins-Kvindelighed, som var paa Moden i visse Kredse, men som var ham af Hjertet modbydelig. — Hun havde kun en eneste Feil, og det var at hun ikke var kommet til Verden som Gut; — ak, hvilken Lieutenant vilde han ikke have kunnet gjøre af hende!
Men naar hun nu engang var blevet Fruen-
