Denne siden er korrekturlest
hun sad og skottede bort paa ham; han var virkelig saa uskyldig som et Barn, denne store sterke Kar.
Lidt efter hvert tændtes der et lidet Skøiersmil i hver Øiekrog — og med engang kom der brusende over hende en vidunderlig Følelse af Lykke og Lystighed og Ungdom, — og med en høi overgiven Latter slog hun det lange Silkeslør tilside — hun reiste sig op og løftede begge sine Arme høit, høit og lo og lo — og skinned ham imøde med sin Hals og sine Skuldre og sine Arme og hele sin skjønne Skikkelse.
Og pludselig stak hun sin varme nøgne Haand i hans store Næve: — „Hvis I er slig en vældig Nimrod, som I siger, da lad mig se, om I ogsaa kan fange de fem unge Nymfer.“
