være fornærmet som en liden Mamsel, istedetfor at knuse hans Frækhed med et Smil og et Blik, som det sømmede sig en Dame af hendes Aand og hendes Stand. —
Og der stod han høflig og korrekt ligeoverfor hende og ventede. — Endelig løftede hun sit Hoved igjen, men hun saa tilside, da hun sagde: „Sæt Jer, Lieutenant v. Westerhuus.“
Han sukkede dybt og lagde sin høire Haand paa sit Hjerte — denne Tidens galante Bevægelse for at udtrykke Tak og Ærbødighed.
Men da han sad ved Siden af hende, havde han ikke let for at fortsætte Samtalen. Nu var det ham, som ikke var Situationen voxen; og bragte til Gjengjæld Emerentze i Ligevægt igjen.
Stakkars Fyr, hvor han anstrængte sig. Han snakked om Jagt! Om de forskjellige Sorter Vildt som fandtes paa disse Kanter. Det konverserede han hende om. Og det var jo et neutralt Emne; der kunde han da umulig støde an mod hendes Finfølelse!
Hun begyndte at more sig over ham;
