Dansk, kan skylde en saadan Konferens af Lagmændene, – hvilken med Lethed kunde holdes paa et af de 2 aarlige Overlagting i Bergen og Oslo, – sin Tilværelse.[1] Men nogen som helst Rimelighed herfor er der ikke, og saa meget er vist, at intet af disse bærer noget som helst officielt Præg, ligesom det vel heller ikke kan betvivles, at der vilde have vist sig Spor af dette Forhold, om det havde existeret, under de Forhandlinger, som stod i Forbindelse med Christian den 4des Lovbogs Udgivelse. Heller ikke er det nu muligt at afgjøre, hvorvidt de vigtige Recesser til Throndhjem og Oslo af 15 Septbr. og 7 Oktbr. 1578 (Paus S. 369–389) muligens kunne være foranledigede ved denne Foranstaltning, hvilket dog synes mindre usandsynligt.
Under Formynderregjeringen i Christian den 4des Mindreaarighed bragtes Sagen atter i Værk, og denne Gang hvilede man ikke forinden et Resultat var naaet. Det kan vistnok heller ikke betvivles, at Ulemperne nu maa have været særdeles følelige, dels paa Grund af Lovtexternes egen mangelfulde eg uoverensstemmende Forfatning, dels og fornemmelig som en Følge af, at de danske Embedsmænd, der skulde anvende Loven, ikke forstod det norske Sprog, hvori den var skreven. Statholder Axel Gyldenstjerne siger saaledes i en Indberetning til Regjeringsraadet, dateret Agershus 9 Oktbr. 1590 (Norske Samll. I. S. 540): „Lagbogen er opslidt her i Landet i gammel Tid, saa her er nu faa til af dennem; saa kunne og de danske og tyske Lensmænd, Fogeder og Præster ikke vel læse og forstaa dette Norske, besynderlig hvad dennem er imod.“ Og Christian den 4des Biograf Slange fortæller, „at den unge Fyrste selv, allerede i 1591, da han var i Oslo for at lade sig hylde, og ved samme Lejlighed i Forening med statholderen og Rigsraaderne holdt Herredag (10 Juni), var bleven opmærksom paa den Forvirring, som herskede ved den norske Lovbog, der ingensinde havde været trykt, og hvoraf der kun var blevet fremlagt skrevne Exemplarer, hvoraf det ældste paa Pergament, med gamle og ulæselig Munkeskrift, udi det gamle uforstaaelige norske Sprog, som den gemene Mand (?) vanskelig forstod. Dernæst fandtes der blandt de mange frembragte skrevne Oversættelser stor Forvirring, thi de vare dels uoverensstemmende, dels opfyldte med mange saakaldte Rettebøder, ved hvilke den gamle Lov var forandret“ (Slanges Historie S. 48 og 115). Under 29 Jan. 1592 udgik derfor kgl. Reskript til Statholder Axel Gyldenstjerne af følgende Indhold: „Vi Christian den 4de em Vider, efter at vi forfare hvorledes at der udi vort Rige Norge ikke skal findes nogen rigtig og forklaret Lovbog, som vore Undersaatter, Lagmænd, Lagrettesmænd og
- ↑ Man skulde da vel nærmest tænke paa Papirhaandskriftet Nr. 94 qv. i den arnamagnæanske Samling; men Sammenligning med Chr. IV. Lov gjør dog denne Formodning lidet sandsynlig.
