de skulle dømme vdi: oc grundeligen offuerueye all sagens omstendighed: oc retferdeligen ordele oc dømme vdi alle de sager for dem
ningsmanden var tilbudt lovlige Bøder, men ikke vilde tage derimod og dog dræbte den anden) eller ikke, eller, hvilket er det haardeste (Nødvendighed), om den som var fornærmet (ɔ: Gjærningsmanden) har begjæret Bøder, men dog ingen faaet. Saa og om der var klaget for Retsforstanderen, naar lovligt Orskurd selv er sat for dem som fornærme sagesløse Mænd (ɔ: om Gjærningsmanden maaske endog havde erhvervet et Lagmandsorskurd over sin Modpart, men som denne ikke havde villet holde). Men derfor er Domstolen udnævnt, at der skal Sager og Misgjærninger bedømmes, og Dommen afpasses efter Sagens Omstændigheder, saaledes som Tingmændene og Retsbestyreren se sandest at være for Gud og sin Samvittighed; men ikke saaledes som mangen Tosse hidtil har svaret, at de dømme ikke andet end Lov. Thi sandelig skulle de svare derfor saaledes, som Loven bestemmer om dem, som lade Ugjærningsmænd undslippe udømte, hvis der er vanrefset (ɔ: dømt for mildt) fra Dommerens Side, og ligesaa, hvis der ved deres Raads Haardhed er refset for strengt paa dem, som fortjene Miskunhed. Der findes ogsaa Exempler nok paa, at de have faaet streng Straf af Gud, som vandømt have, men dog de strengere, som have dømt for haardt. Derfor skal Dommen altid gives til det bedre (mildeste) hvis der er lige Grunde for og imod, thi Ligevægten er vanskelig at træffe. Men jo vanskeligere dette er, desto lykkeligere ere de, som kunne passe Middelvejen mellem de 4 Søstre, som bør være med i alle retfærdige Domme, saaledes at det bliver velbehageligt for Gud og sømmeligt for Menneskene. Og disse ere: Miskunhed og Sandhed, Retvished og Fredsomhed. Miskun har at vogte paa, at ikke Vrede eller Hævn kommer i Dommen; Sandhed har at passe paa, at ikke Løgn vorder frembaaren; Retvished har at vogte paa, at ikke den rette Dom bliver gjort skjæv ved Uretfærdighed; Fredsomhed har at sørge for, at ikke en heftig Fordømmelsesdom bliver afsagt med alt for megen Ivrighed, indtil ret Dom kommer i Sagen; og derfor maa Dommeren iagttage det, at dette er saa meget mere fornødent, som der vindes klarere Erfaring (ɔ: Oplysninger) i alle Domme. Men, for at man kan vogte sig saa meget mere for vrange Domme, da kan man neppe vogte sig for det onde, uden man kjender det; og derfor skal man erindre, at de vrange Domme blive til paa 4 Maader: enten af Frygt, naar man er bange for den, som man skal dømme om; eller af Gjerrighed, naar man tilvender sig nogen Bestikkelse; eller af Had, naar man er vred paa den, som man skal dømme om; eller af Venskab, naar man vil yde sin Stalbroder Hjælp. Og da er det ilde ordnet, naar disse Horebørn faar komme ind, men hine egtefødte Søstre, som før ere nævnte, blive bortjagede; thi
