Vden de ere hans frender vdi fierde led eller nermer, eller besuogrit til hannem: da ere de icke plictig at tage hannem, vden de ville.
Da er ombudsmanden plictig at antage den mand, oc føre hannem paa tingit. Oc bønderne plictig at dømme hannem, paa tingit effter lowen. [vdi laugmandens neruerelse, om hand er saa nær tilstede,[1] oc ombudsmanden plictig effter samme dom, hannem at lade reffse. [Thi ingen maa lade reffse anden vden dom, aff had: huem det giør vere fredløs, indtil dommeren kiender om hand haffuer haffd der aarsage til:[2] Er den som skade fangit haffuer, icke mectig selff at søge effter den hannem giorde skade: da maa hand tilsige ombudsmanden. Oc hand at tilsige huem hand vil at følge sig: huem som da icke følger met hannem, bøde konningen en marck sølff, vden hand er den skyldige foruand i fierde led, eller besuogrit til hannem. Alle som søge effter at forhindre saadan folck, ere fredhellige: men alle som det vegrer ere fredløse: oc haffuer for hiemgield, huad eller de fanger meen, eller bliffuer dræbte.
[3]Alle dommere bør grandgiffueligen at randsage de sager, som
- ↑ mgl. i M. L., jfr. ovf. Tingfb. Kap. 4 (S. 13).
- ↑ [ M. L.: „Nu er det saa bestemt, at ingen anden maa ustraffet gjøre dette end Dommeren, som Kongen har sat dertil; thi da er det Loven som refser og ikke ham han gjør sin Pligt efter det, som Loven byder ham; men Andre gjøre det af Had og Avind; og derfor gaar det ofte saa, at de lide først Overlast, og siden lide streng Straf med store Pengebøder. Nu hvo som handler anderledes, og bevises det at han kunde have holdt sig Loven efterrettelig, da er han fredløs indtil Kongen efter Sagens Omstændigheder kjender, hvorvidt han var nødsaget dertil.“
- ↑ Det følgende af Kapitlet svarer til M. L. IV. 17, men er i denne Form aldeles nyt; jfr. Chr. III. kold. Reces 13 Decbr. 1558 Art. 7. – Da M. L. IV. 17 er temmelig vanskeligt, og det derhos indeholder mærkelige Regler, tro vi at burde gjengive det nedenfor i en saa vidt muligt ordret Oversættelse: „Men siden Lovbogen vidner saa vide om at de Mænd, som have gjort sig skyldige til Refselse, skulle føres til Tinge og dømmes, og efter den Dom undergives Refselse, da sømmer det sig dem, som blive tagne til at dømme, omhyggelig at ransage og med stort Maadehold at bedømme, om Gjærningen er forøvet mod en sagesløs Mand, eller for liden Sag men dog for nogen, eller for stor Sag men dog ikke tilstrækkelig, eller (om Gjærningen er forøvet) for saa tilstrækkelig (Sag) at fuld Nødvendighed tykkes at have drevet Gjærningsmanden dertil. Saa og om noget lovligt Tilbud (af Bøder) var fremkommet derimod (ɔ: om Gjær-
