næffnd mand, som icke kommer paa tingit, førend eeden, er soren bøde en halff marck sølff, vden laugmanden kand kiende at hand haffde lowlig forfald. Alle konningens ombutzmend, eller deris fogder oc lænszmend, ere plictige at komme til laugtinget. Huilcken som sidder hieme, vden lowlig forfald bøde konningen fire[1] marck selff, oc dis ydermere, som konningen vil acte deris sag til.
Lavgtinget skal holdis saa lenge laugmanden siunis behoff giøris. at huer mands sager som did stæffnd ere, kunde forhøris.[3] Hand skal lade giøre saa stor rum, paa huer tingstæd, til to[4] tylter mend, oc skal saa holde det, at aff huer tinglaug næffnis nogle mend, saa mange behoff giøris, oc de forstandigste, som der til tiene.
De som næffnis til laugrettis mend, skulle det første sinde de komme i laugrettit, suerge denne eed, at all den stund hand er i laugrettit, skal hand saa kiende i huer mands sag, saa vel den skyldigis, som den wskyldigis, den sagedis, som den wsagedis, som hand veed sandist vere for Gud, effter lowen, oc hans samuittighed, den eed skal hand icke offtere suerge, end det første sinde: endog hand offtere tilsigis at fare til laugtingit. Skal oc ingen aff dem, som icke ere laugrettis mend, vden forloff, sidde inde paa tinget, oc fortrøcke laugrettismendene, huo det giør, oc vil icke vige, naar hand tilsigis, bøde en halffmarck sølff.
Laugmanden skal lade ringe klocken, naar hand vil gaa til ting met lowbogen, oc da skulle laugrettismendene, oc andre did kommen ere, gange ædru til tings, naar solen er i øster, oc sidde dertil middag, oc icke førend gaa der fra, vden lowlig forfald: vnder to øris brøde. Huem som kommer drucken til ting, buldrer oc giører wliud, skal den dag ingen sin sag søge imod nogen. Ingen maa føre nogen
