Side:Kong Christians norske Lov.djvu/104

Denne siden er korrekturlest

End om nogen mand faar en quinde effter lowen, oc giffuer hinde nogen gaffue, oc bliffuer hand siden død: da skal hun haffue sin tilgaffue, oc hiemgaffue aff hindis^[1] pendinge, om de recker til. End om det icke recker til: da skal icke arffuinge betale hinde aff sine pendinge. Thi at ingen skal sig quinde kiøbe, met anden mands pendinge.

Her begyndis arffue tallen,

cap. VII.^[2]

Saa7 er den første arff, at ecte barn tager arff effter sin fader oc moder lowlig giffte, effter guds low oc menniskens low. Oc sønnesøn en eller flere, tager den arff, som deris fader oc moder tilstod. Vdi lige maade tager sønne daatter, oc daatter søn, oc daatter daatter, den arff, effter deris oldefader oc oldemoder: som deris fader oc moder tilstod. Er der en vdi den ene green, oc mange i den anden: da

↑ Vistnok Trykfejl for hans. Bestemmelsen er forresten, saaledes som den staar saavel i Chr. IV. L. som i M. L., betydningsløs. G. L. 115, der vistnok er indtagen i M. L. V. 13, men som dog uden Tvivl ogsaa er denne Bestemmelses oprindelige Kilde, skjelnede derimod mellem Konens Hjemmegift og Tilgaven, og bestemte, at dersom Boet er utilstrækkeligt, skal Konen for sin Hjemmegift konkurrere med de øvrige Fordringshavere, men for Tilgaven skal hun staa tilbage for dem, „thi ingen skal sig Kone kjøbe for andres Penge.“ Endvidere var efter G. L. 115 Børn pligtige at svare til Faderens Gjæld, selv om de intet fik i Arv; men dette Bud ophævedes af Magnus Lagabøter (M. L. V. 18 jfr. Hk. 73).
↑ Dette Kapitel svarer til og er i det væsentlige hentet fra M. L. V. 7. De vigtigste Forandringer, som ere gjorte i de gamle Arvegangsregler, og som vistnok skyldes dansk Rets Indflydelse (se J. L. I. 4 og 5, 211 og 25), er, at de Uegtefødte ere udelukkede fra Arv efter Fædrenefrænder, samt at Repræsentationsretten er gjennemført i Descendentsen. Efter M. L. arvede vistnok Sønnesøn med Børnene i 1ste Arv, men ikkun en Datterlod, dog saa, at han, hvis Bedstefaderen efterlod Odelsgods, havde Ret til at indløse fra sine Farbrødre al den Odel, som vilde tilfaldet hans Fader, og derved at erholde en Femteparts Afslag i Prisen, jfr. M. L. VI. 1. Sønnedatter, Dattersøn og Datterdatter stod efter M. L. først i 2den Arv. Efter M. L. henhørte til 1ste Arv: a) egte Børn og egtefødt Sønnesøn, b) Fader.

[1] Vistnok Trykfejl for hans. Bestemmelsen er forresten, saaledes som den staar saavel i Chr. IV. L. som i M. L., betydningsløs. G. L. 115, der vistnok er indtagen i M. L. V. 13, men som dog uden Tvivl ogsaa er denne Bestemmelses oprindelige Kilde, skjelnede derimod mellem Konens Hjemmegift og Tilgaven, og bestemte, at dersom Boet er utilstrækkeligt, skal Konen for sin Hjemmegift konkurrere med de øvrige Fordringshavere, men for Tilgaven skal hun staa tilbage for dem, „thi ingen skal sig Kone kjøbe for andres Penge.“ Endvidere var efter G. L. 115 Børn pligtige at svare til Faderens Gjæld, selv om de intet fik i Arv; men dette Bud ophævedes af Magnus Lagabøter (M. L. V. 18 jfr. Hk. 73).

[2] Dette Kapitel svarer til og er i det væsentlige hentet fra M. L. V. 7. De vigtigste Forandringer, som ere gjorte i de gamle Arvegangsregler, og som vistnok skyldes dansk Rets Indflydelse (se J. L. I. 4 og 5, 211 og 25), er, at de Uegtefødte ere udelukkede fra Arv efter Fædrenefrænder, samt at Repræsentationsretten er gjennemført i Descendentsen. Efter M. L. arvede vistnok Sønnesøn med Børnene i 1ste Arv, men ikkun en Datterlod, dog saa, at han, hvis Bedstefaderen efterlod Odelsgods, havde Ret til at indløse fra sine Farbrødre al den Odel, som vilde tilfaldet hans Fader, og derved at erholde en Femteparts Afslag i Prisen, jfr. M. L. VI. 1. Sønnedatter, Dattersøn og Datterdatter stod efter M. L. først i 2den Arv. Efter M. L. henhørte til 1ste Arv: a) egte Børn og egtefødt Sønnesøn, b) Fader.

[1]

[2]