Denne siden er korrekturlest
dennem døer, at sommermaal, ihuad tid det er for mickelmisse: da skal huer sin landskyld nyde, som ind skal bæris at høsten. Men døer nogen siden mickelmisse, huad tid det er om vinteren: da skifftis landskylden, der vforbrugt er, effter jordernis mangfoldighed, oc effter som regning tilløber.
Om hustruen vorder beliggen, eller skillis fra bonden, oc om enten dennem sig forbryder,
cap. V.[1]
Forseer5 nogen ectefolck sig, met horeri: da haffuer den som sig i saa maade forseer, forbrut alle sine løszøre. Vil den vskyldige tage den skyldige til naade igien: da vere det den vskyldige frjt forre:
- ↑ Kilden til dette Kap. er M. L. V. 5; men 1ste Afsnit er aldeles forandret, og sandsynligviis ikke ret forstaaet. Det heder i M. L.: „Dersom en Kone begaar Hor eller skilles fra sin Husbonde uden Grund imod Guds og Menneskers Lov, da har hun forbrudt sin Tilgave. Og dersom Husbonden byder hende at blive hos ham, men hun ikke vil, da skal han beholde alt hendes Gods saa længe hun lever; men naar hun er død da tager hendes nærmeste Arving Hiemmegiften, men Tilgaven bortfalder. Forliges de om sin Sag og han tager hende til Naade, da være det som om intet var skeet; men hvis saadant Fejltrin træffer hende oftere, da skal han beholde hendes Gods saa henge hun lever, om han end ogsaa ikke mere vil have hende hos sig, og efter hendes Død forholdes der som for er sagt. Men har hun ikke tilforn været overbeviist om saadant Fejltrin, og hun lover Gud og sin Bonde Forbedring og byder sin Bonde at blive hos ham, men han ikke vil beholde hende, da beholde hun sin Hjemmegift, men have forbrudt Tilgaven. Hvis hendes Bonde, for at skille hende ved Hjemmegiften, siger, at saadant Fejltrin her truffet hende tilforn, men han ikke forhen her gjort hende slig Beskyldning, saa at det er blevet Folk vitterligt, – da værge hun sig med sin egen Ed, og beholde sin Hjemmegift, men Tilgaven bortfalder. – Bliver nogen af Egtefællerne skyldig til Bøder, da skal den som misgjorde bøde for sit Misværk af sit eget Gods. Men hvis de have lagt Fællig mellem sig, da skal den, som ikke var skyldig til Bøderne, eller dens Arvinger, i Tilfælde af Død eller lovlig Skilsmisse, tage lige saa mange Penge uden Renter ud af det uskiftede Bo.“ – (Denne sidste Bestemmelse er vistnok indkommen fra den isl. Grágás, festaþ. 23, hvilket er saa meget mærkeligere som den ikke findes i Haakonarbogen, hvoraf Kapitlet ellers er taget (Hk. 54, jfr. F. L. XI. 14).
