forsøke at lindre dine smerter. Du faar gjøre, som han sier.
Den unge pikes ansigt fortrak sig i smerter.
—Johnny, Johnny, hvisket hun, mens taarerne piplet fra hendes øine . . det er saa forfærdelig vondt . . . la mig heller dø end lide saa grusomt.
Fjeld var meget blek. Han visste ikke, hvad det var; men han følte det, likesom hans egen sjæls smerte krympet sig ved synet av den lidende kvinde. . . Aa . . han var ikke mere den kolde og klare tankes mand . . og i brøkdelen av et sekund saa han i et flimmer av lys sin hustrus skjønne, blonde hode bøie sig i længsel og vemod . . . Saa tok han sig sammen.
—Luk øinene, Donna Francesca, sa han. Og forsøk at drømme . . . . træk pusten tungt og langt. . . .
Den unge pike adlød øieblikkelig, og Fjeld anbragte en kloroformmættet svamp under hendes næsebor. . . . Aandedrættet skiftet karakter, den lille stønnende bilyd forsvandt, og Donna Francesca gled ind i narkosen som et barn, der sovner paa sin mors arm. . .
Fjeld saa paa den graderede kloroformflaske. . 25 gram mumlet han . . . jeg tænker, det kan være nok. . .
Og forsigtig tok han den sovende skikkelse
