skuldre. — Naa, Johnny, fortsatte hun strengt. Du skulket din time igaar. Hvorfor kom du ikke?
— Vi hadde slagtning igaar ute paa ranchoen, sa Fjeld. Og jeg vilde gjerne se, hvorledes det gik for sig.
— Fy, Johnny! Det maa du aldrig mere gjøre. Tænk — jeg trodde de hadde slagtet dig, sa hun med et bekymret og alvorlig uttryk. Gauchoerne blir gale, naar bloddampen ryker over slagterpladsen. Det sier Luigi. Og han er en gammel, ugudelig gaucho. De slaar dig ihjel Johnny. . .! De har et eller andet fore . . . Luigi fortæller, at de har indviet en kniv til den hellige jomfru . . . Og vi kan ikke hjælpe dig . . .
Der var taarer i hendes øine.
— Tak for Deres godhet mot mig, Donna Francesca, sa Fjeld alvorlig. — Jeg fortjener den ikke. Men jeg er ikke saa ubeskyttet som De tror. De vet, at heldet som oftest følger den, som som er ulykkelig. Døden sparer ukrudtet. Den sparer nok ogsaa mig — desværre!
— Men hvorfor er du ulykkelig Johnny? Far og jeg er jo saa gla i dig.
— Ja det er vi virkelig, tilføiet Ferejo med et smil over sin lille, raptungede datters iver.
— Der findes saar, som ikke kan læges, mumlet Fjeld og reiste sig hurtig . . . Jeg maa nok gaa,