bladede machetas endnu lugtet av menneskeblod, altid om ham? Ventet han ikke med smil paa læben og mange ærbødige ord paa det øieblik, da kniven skulde fræse i »Kondorens« indvolde? . . . . Aa jo . . . Taalmodighet, venner, hevnen kommer, Pasteros machetas vaaker {. . . . Den amerikanske kalv var slagtet paa Estanciaens tærskel; snart kom turen til den unge rovfugl med de frygtelige klør . . . . .
Jonas Fjeld visste, at hans liv hang i en traad. Han vandret paa eggen av et knivsblad. Men det forandret ikke hans optræden. Han lekte med de smilende vildmænds hemmelige raseri. . . han trodset dem. De hadde det meget travelt med at slipe sine kniver. Og mens brynestenene gled henover det blanke staal, kastet de mangt et underfundig blik hen til den rastløse nordmand, mens de siklet av lyst til at spidde ham som et ungt lam ved slagterpælen . . . . Men de likte ikke hans staalblaa øine. Det var vildfuglens lidenskap i dem. De naglet knivene i deres skeder . . . de tvang det uavladelige ærbødige hyklersmil frem paa de tykke læber. Kondoren! . . . . Kondoren! . . . .
En dag kaldte Ferejo ham for sig.
— Vær forsigtig, sa han. Gauchoerne vil dræpe dig, naar de kan komme til. Min datter har talt
