Hopp til innhold

Side:Kondoren (1912).djvu/69

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gangne mr. Smith. Men han taalte ikke lediggang, han krævet en jevn arbeidsdag — med faste arbeidstimer og faste hviletimer. Ja — han blandet sig ogsaa op i deres privatanliggender: deres smaa blodige slagsmaal og deres oprørende dyrplageri.

Som en truende dommer sat han der paa sin kraftige halvblodshest og betænkte sig ikke paa at gripe ind likeoverfor efterlatenhet og likegyldighet. Johnny Stones knyttede næver var mere frygtet end haandtakene paa de to revolvere, som raget op fra sine lærremmer ved bukselinningen.

Og gauchoerne famlet efter sine lange kniver eller grep til lassoen, de knurret som sinte hyæner, men denne europæer med det askeblonde haar slog ned paa dem med en hurtighet og jernhaard energi, som var forbausende. De hatet denne Johnny Stone, men beundret ham ogsaa. Han var som en av de store, tause fugler i Cordilleras, der hugger gjeten paa klippeskrenten og bærer den bort i sine staalklør . . . . Ja, han var som kondoren, den vældige rovfugl, hvis øine er vant til at stirre ned fra store høider, og hvis mægtige bryst kløver stormen og leker med orkanen . . .

Men ogsaa kondoren kan dø . . . . Og var ikke Pastero, den drevne knivstikker, hvis bred-