umusikalsk opsang halte paa aarene, og skinnet ret i ansigtet paa en statelig spanier, der sat ved roret.
— Far, far, skrek Donna Francesca henrykt.
— Alt er i orden Don Manuel, ropte Paolo.
Nogen minutter efter omfavnet Estanciaens eier sin datter paa »Manuelas« kommandobro. Den lille dame klynget sig til sin store far med de mest lidenskabelige utbrud av hengivenhet. Francescas mor var død for mange aar siden og Ferejo hadde kun denne ene datter, som han med den største overvindelse hadde sendt fra sig for at skaffe andre lærdomme end de, som kan tilegnes paa Pampas. . . . .
Redaelli og Stone blev sat iland av »Manuela«s egen baat. Før de gik fraborde trak italieneren den nye mand med sig i kapteinens kahyt.
— Her er en pakke fra Lugeni. Det er et slags belte, som du kan spænde om livet. Ta det paa dig imorgen tidlig. . . . Og her er en kniv. . . det er ikke noget almindelig vaaben . . . kjend, hvor den hviler let i haanden. . .
Italienerens sorte øine lyste, da han rakte den blanke klinge fra sig. Den hadde et langt skaft, som var tvundet av tykt lær som haandtaket paa en ridepisk. Og bladet var tyndt og sylhvast med en underlig blaalig glød. . .
