Men floderne — de store og brede vandmasser i La Platasystemet — skyller alt med sig. De vasker bredden ren under oversvømmelsen, de gir ly for alle skumle hændelser, — ja de har i sandhet en aapen arm for alle de legemer, som med gapende knivstik svaier utover med det gule grums, indtil havet favner dem.
»Manuela« gik forbi den usle klippeø »Martin Garcia«, som den argentinske chauvinisme kalder for »La Platas Gibraltar«, den arbeidet sig op til Fray Bentos, hvor kjæmpefabrikken for Liebigs kjøtekstrakt findes, — den gled forbi Santa Fe, den pustet og stønnet forbi Goga, Bellavista og Corrientes — helt op til Argentinas grænselinje og en sen aften kastet den anker i en liten hyggelig bakevje av floden.
Redaelli sprang omkring som en gummimand. Han avfyrte et skud med en gammel skibskanon, lot dampskibsfløiten tute himmelhøit, satte op et par raketter og utstøtte dertil med akkompagnement av kaptein og mandskap en række kraftige hyl, som besvartes inde fra strandbreddens halvmørke og fandt gjenklang helt til den lille ø — en kilometer ute i floden — Isla del Atajo.
En stor flodbaat kom roende utover med en fakkelbærer i forstavnen. Det gulrøde lys streifet de kraftige halvblodsindianere, som med en høist
