—Kondoren dør ikke, svarte indianeren rørt, saalænge donna Francescas Amulet hviler paa hans bryst.—Dette belte—fortsatte han, mens han veiet det i haanden—vil være Paquai et minde, som skal leve blandt hans barn og barnebarn, hver gang kondoren hæver sig til flugt over Cuesta de Aquayrendas klipper.
Han grep Fjelds haand, trykket den mot sit bryst, bøide sig dypt og gik langsomt bort uten at vende sig. Saa forsvandt han mellem smaaskogens trær.
Men Jonas Fjeld lænet sig til sin rifle og stirret længe mot syd. Saa sukket han dypt med en sidste hilsen til det store mangotræ, der hvælvet sine skyggefulde grener over far Ambroso’s grav. . .
Han gyste.
—Feberen, mumlet han, har tak i mig. Den vil fortære mig. Chininen virker ikke mere. Og jeg har mange dage til havet . . . Maatte døden finde mig, som den fandt Torell . . . og maatte min sidste tanke naa dem, jeg elsker. . .
Med mægtige vingeslag fløi en ørn ut av krattet og seilet majestætisk mot nordost og forsvandt i ætheren.
Da grep Jonas Fjeld sin rifle og fulgte ørnens kurs.
