Det var en brasiliansk folkevise—en modinha. Hvor underlig den lød herinde i Sydamerikas øde flodland!
—Eu fugia ella chorava, mumlet Fjeld for sig selv. »Jeg flygtet, og hun graat«.
— — Og mens det sidste solstreif dyppet sin ild i den sortgule flod dirret der en navnløs længsel i hans hjerte. Ja—han var en landflygtig—, en fattig, venneløs drømmer, som gik iblinde gjennem verdens urskog med et sviende kjærlighetsminde i sit hjerte,—gik, gik, til døden hentet ham og bar ham ind i det underlige eventyr, som skinnet i Magnus Torells bristende øine.
—Herre, spurte Paquai ydmygt, vil du forlate mig?
—Jeg maa videre, svarte Fjeld. Der brænder en ild under mine føtter. En forbandelse følger i mit fotspor . . . den driver mig, til jeg stuper.
—Kondoren kan ikke dø, sa tobaen høitidelig. Donna Francescas aand følger dig, herre. De røde incaers gyldne troldom beskytter dig.
De blev længe sittende slik. Det var, som om Torells smilende ansigt fulgte dem og gav de to landflygtige mod og fortrøstning.
—Hvilken fin og god sjæl var han ikke, mumlet Fjeld.
