Og i en skyggefuld palmelund paa Manaos' kirkegaard begrov Fjeld sin ven. Hans vaaben, klær og eiendele blev sendt den svenske konsul i Para med en kort beretning om den unge mands død i urskogen.
Kun en ting beholdt Fjeld til minde om sin ven. Det var et gammelt fotografi som fandtes i det allerhelligste i Torells lommebok. Det forestillet en ung, vakker kvinde med en liten smilende gut paa fanget.
Bakpaa stod der skrevet med en fin damehaand: Ebba Torell og hendes søn Magnus. Og nedenfor med Torells egen skrift: Min herlige avdøde mor, som lærte mig at elske eventyret. . .
— — —
Det var en aften paa det lille hotels veranda, Manaos blandingsbefolkning holdt paa at gaa til ro, og moskitoerne surret blodtørstig utenfor nettene.
Ute paa floden var der stille og fredelig. Det var en av disse faa aftener, da havbrisen—alizeoens—milde luftninger glider op over floden og kjærtegner menneskene. En enslig gitar klang nede fra vandet. Og en varm og fyldig mandsstemme lød utover kautschukbyen.
Eu queria, ella queria,
eu pedia, ella nao dava;
eu chegava, ella fugia,
eu fugia, ella chorava.
