Den anden drog sin kniv og styrtet frem,—men Torells nikkelmantlede kule ramte ham like under brystbenet og slog den svære bandit til jorden som et fældet træ. . . . . Han faldt like ved siden av Heredia, . . og hans bristende øine saa gjennem en blodsky av skuffelse og raseri ind i den døende forbryders—hans herre og mesters—fortrukne ansigt.
—Dumrian! hvisket Antonio Heredia.
Det var cuyababanditens sidste ord.
Fjeld blev staaende ved hans lik. Ved skulderen i den gule kappe var der et stort hul, hvorigjennem en tynd blodstrøm silret. Kulen hadde knust kravebenet; men saaret saa ellers ikke særlig dødbringende ut.
Han tok op det ene gevær, som mestisen hadde kastet fra sig. Det var en sværkalibret remingtonrifle. Patronen sat endnu i løpet. Der var hakket et kors i blyet, og kulen bar tydelige spor av et brunt harpikslignende stof.
Fjeld blev en nuance blekere.
—Hva er det, spurte Torell.
—Curare, sa nordmanden.
Venenum americanum. Den sterkeste plantegift, man kjender. Et streifskud, og vi hadde fulgt Heredia paa hans vandring til den evige urskog.
