som en mægtig tropisk have, sank sammen som en dødsskutt onca i Figueirakrattet.
Torell kjendte dette land paa sine fingrer, og han elsket det,—dets historie og dets natur.
—Disse skjønne flodbredder er skinsyke, sa han.—Læg merke til, at der aldrig vokser palmer paa begge flodbredder. Se der paa vestkysten strækker sig en palmeskog, Monte Lindo. Engang laa der en by derborte. Den het Rosario. Krigen fortærte den. Hver eneste mand endte paa bajonettene. Nu er byen en hob ruiner og indbyggerne er tigere . . . Her findes ikke mennesker paa flere hundrede kilometer—jo om natten kan man stundom se en flok dansende indianere rundt om et mægtig rødflammende baal i urskogens rydninger . . . Herute i floden gaar de store moderne dampere; men derinde raader urkulturen med menneskeofringer og andre litet hyggelige skikke.—Civilisationen har mistet sit grep paa disse egne, siden jesuiternes magt blev brutt. . . .
——Saaledes gled »Sebastian Cabot« ind i tropens vilde og vidunderlige verden—forbi den lille by Concepcien, gjennem Fecho dos Morros trange kanal ind i Nebolegus palmelunder, hvor caduevoindianerne har opslaat sine wigvamer og langsomt bukker under for sin trang til ildvand. . .
