Ting, døm vilde ha maala, lout ha Maalar’n te gjera de. Og kom han fyst i Huse, lout han maale upp-att Skaap og Kjisto og mangt anna, som ha vore maala fraa Gomolt, de va den Glansen, maa’ta, i Maalingen hans, som va saa grepa. Attaat di va han saa reint over alle andre Maalare, som førr ha vore, te aa forgjylle og Rosinn, han sette paa Spilann i Skaap-Dørom, sto sagte hell-ikje mykjy att! døm va saa levandes, som Ein skulde seett Blommann paa Marken. I Aarom millom 1815 og 1835 va de mest ingen Gard som ikje ha Maalar’n i Huse te aa maale Skaape sine.
Um Vintrann dreiv han mesta me aa snikkre Klukk-Kasso, Styr-Slea[1] og eit og anna Ro-Skaape. Og me Snikringen sine ha han ou lært ei Konst, som va okjennd her i Bygden firi om, han be-la[2] me Rikka-Bjørk[3] di finaste Snikker-Arbei’e sine og den Beleggjingje, ha ingen Bygda-Snikker kunna, førr Maalar’n kom att fraa Røyros.
Maalar’n va hulde for ein Stor-Konstnar og di meste Arbei’e hans er ou baade saa vælgjorde og væl-fallne, at døm er oukjennde. Vissa er Klukk-Kassun hans ’taa fyste Slag; døm ha saa framifraa lugum Gjerd me di, han va saa gløgg te, aa raakaa di rette Maale baade paa Ner-Dele,
Fig. 50. Klukk-Kasse ette ’om Per Veggjem.