og de skulde ikje vera mange Kare i heile Bygden som sto ’om. No va dette i ei Jul og døm ha naagaa Brennvin forr se saa Slaain vart drukkjin og da lout han stødt te aa rengje se. Den Gongen sette han se paa den gamle Mo’bro’ hans Jo, Gamel-Bakken, døm kalla. Bakken va lite go-te se og, best de va, ytte Slaain han langt inn-me Omne. Detta traatta ikje han Jo aa sjaa og greip Slaain og vilde dengje han, men saa kom Kjeringje og la se fram-i. „Eg mena du er sinnt, eg, Jo!“ sa ho. „Neiggu eg er ikje sinnt, men eg ska, for ein Fan, lære ’om aa le’ gomolt Folk gaa i Fre’!“ svaaraa han Jo. „Ofss fekk ikje gjera meir ’taa di inne; men da eg gjekk aat Stalle um Kvell’n og skulde gjeva Øykjom te Natten, kom Slaain ette meg og rouk paa meg ut-i Garde. Men da vart de, Dj. søkkje meg ne, gale da! Han fekk no saa-vidt, at de vart Ende paa aa gaa vera Kjempe der i Garde og de kan nok vera, han foor ikje allt saa væl ’taa di, hell “.
Meir hell ein Gong va han ute i slikt Stygge-Ver i Høgfjelle, at de for mange andre ha vorte Endin. Verst ute va han nok i Veodale, de kom rasandes Kall-Drift over ’om ein Gong, midt paa Vintre. Han va go-te kaamaa inn-i Bue si, men de fannst ikje Ve’ der og saa kaldt va de, at han heldt paa aa stølne. De laag nogre Reinshønn i Bu’n og døm kaasa han ’taa me Tollknive og tenkte brennt døm, men de sto ikje te, aa faa døm te aa brenne. No galdt de um Live me ’om og saa løyste han ein stor Stein i Omns-Mure og den sette han paa gaa me att og fram um Natte saa han heldt Øl’n i Kroppe te um Maargaan. Da ga Ove’re se, saa han kom att-ende aat Gjendes-Ose.
Aa kaamaa uppaa di høgste Tindann hell vaage se me aa klive, der han ikje va nødd te di, brydde han se alder me. Men er de sannt, som han Gullbran Steinfinsbø fortalde, va han Jo den fyste, som va paa Toppe ’taa Glittertinde. Di tvo laag i Veodals-Bu’n, hans Jo, ette Reine um Housten og ein Dag kom han Jo saa seint heim-i Bue att um Kvell’n. „Ha du funne Rein, me di du vart saa lengje?“ sporde han Gullbran. „Nei, men eg ha vore paa høgste Glittertinde idag, eg. Eg fann ei lite Reins-Hønn eg sette ne-i Bre’an og eg vil sjaa den, som tek de att ette meg!“ svaaraa han Jo. Um Maargaan sette han
