de trast bli Ferskt, men førr han fekk Graaflekken[1] i Sigte, smell de trast baka’-for om og Reins-Dyre stupte doutt fram-paa Fjelle – Storvik’n skvatt saa Børsa datt utu Hendom hans! Men da han skulde sjaa att-um se – ja, skulde ein seett verre Fa’n! – der sto Skjyttar-Braatan og kall-flein aat ’om: „eg slo ikje, kanskje!“ sa han og gjorde se seig og grov i Maale. Storvik’n va baade flat og huvin da han gjekk ne-att utu Fjelle, han, maa’ta.
Fiskebue hans Ola Braataa laag ve Øver Sjaadal’n, sto paa Gaale, døm kalla. Kom de kjends Folk inn hjaa ’om, saa skulde døm stødt te-bords paa fersk Fisk, de ha no all sin Dag vore gomol Fiskar-Vis, de. Men disom døm da ikje tok gjildt ne-paa aat se og aat Fisk, saa de gjorde Mon, vart han Ola tykkje for de, de er berre Brye aa koke Fisk, naar han ikje bli etin, sa han. Mann paa Sygar-Holbø kom eingong ut-paa Gaal’n aat ’om og døm tvo va goe Granne og kjenndes væl, saa de biddes ikje lang Stonde, før Fiske-Gryta kom paa, da Holbø’n kom i Hus hjaa ’om. Um lite va de kokt tvo vaksne Leikfiske[2] og Braatan reidde paa Brisken ei Maalti[3] ’taa glupaste Slag og ba Holbø’n setja se inn-aat. Ja Holbø’n tykte den feite Fisken smaakaa se godt og aat allt, han fekk stappa i se og kaar Gong han Ola snudde se fraa ’om, passa han paa og stakk Fiskestykkjy ne-i Graavest-Lummunn sine. Denne Gongen ska du sleppe vera tykkjin for eg eet forr-lite, tenkte han. Sist fekk han Ende paa di tvo store Fiskom, snudde se fraa Briskje att og takka for Maten. „Eg mena eg kokte i mindste Lage me Fisk, eg?“ sa Braatan, da han saag Holbø’n ha snøytt ette se, „vil du ha meir ska eg koke te att.“ „Aa – nei – de gjeld no ikje paa, aa koke meir, maa’ta, eg lyt no full staa meg naagaa me desse,“ svaaraa Holbø’n, men de lyddes berre saa halt-i-falle, at han va go og mett. Men da tykte nok Braatan, at Holbø’n va ein hard-tærandes Kar og han va ikje go-te helde se anna hell han sa halv-høgt: „Nei, Dj. besetja meg, er du fastandes Kar hell no, der du sit!“ Skjyttar-Braatan va grov paa Snusen og henda de ’om, at han vart imillom for Snus, vart han saa tongsinnt og rang, at
