var vel ikke paa den fornærmede knaps vegne han forlod os?
Vi er ude af tunnelen og det bærer af sig selv udover, vestover!
Bergensbanen!
I dette store land, saa fattigslig udstyret med mindesmærker om et folks tusindaarige liv; hvor saa lidet blev bygget; hvor historien mangler billedstoffet, og den haarde, almægtige natur, uvidende om menneskeslægterne neppe bærer andre spor efter deres gjerning end spredte lyse rydninger og veibaandene mellem dem — — her har vor egen tid reist et monument, vor egen slægt, nutidsfolket aabenbaret sin magt, sin energi, sin fremfærd, sin enhed. Høifjeldsbanen er vort nationale storværk, dobbelt stolt, fordi det er udført af en saa faamændt nation; vi kan vise den frem som landets enestaaende seværdighed — hver bro, hver sneforbygning, hver tunnel er mærkværdigere end alle vore haugudgravede skuderester tilhobe.
Høifjeldet er overvundet. Dette ildesindede øde, hvis bræer haaner solen og hvis sommer er en liden lys og forvirret vaar, efterstræbt af den vinter, som gik, og truet af den forrygende næste — denne mandvonde natur mødte endelig for første gang mands vilje. Og maatte give sig. Men samlet sig igjen til trodsig modstand mod trafiken. Berget aapnet sig, men snefonnerne lægger sig i veien. Fæstningen er stormet, men fiendens barrikader fornyes hver uveirsnat den lange, lange vinter igjennem. Det er en evig konflikt — et moderne folks kamp mod landets natur. Det er vort drama.
