lakeret, lukket og forseglet bøtte mellem begge sine hænder. Han var nødt til at skille sig ved den det øieblik konduktøren kontrollerede hans billet, men det saa ud til at volde ham pine. Med engang vi forsvandt i Gravehalstunnelen og det døsige lampeskin for længe, længe afløste dagen, tiltog hans ængstelse for den dyrebare gjenstand paatagelig: han klemte den ind til sit bryst og skjærmet den med armene.
Det lod til at være en italiensk lærd; lærd fordi hans briller og forskende blik røbet ham og italiener, fordi han ikke ganske havde undladt at glemme at ordne dragten. I løbet af tausheden havde jeg rent tilfældig taget op min store blanke tollekniv for at spidse blyanten og samtidig henvendt et par høflige ord til ham om at chiudere la finestrina . . . med en, som jeg syntes, fin hentydning til hans distræ knap. Han stirred paa tollekniven som paa et frækt mordvaaben, han blev graa i ansigtet af panik ved at høre sit sprog: han ansaa mig aabenbart for en sort haand, og han klemte den lille røde bøtte ind til sig som om han forudsaa et øieblikkelig attentat. Saa reiste han sig og vaklet ud af kupeen — vi fik det allesammen rummeligere.
En læge i kupéen fortæller mig, at den lille dyrebare bøtte ikke indeholder diamanter, men leprakulturer. Han havde altsaa bare behøvet at aabne den for at kunne vansire og uskadeliggjøre en hel Camorra, en hel Mafia, end sige det harmløse menneskeindhold i en norsk jernbanekupe! Der var fuldmoden spedalskhed i overflod for os alle. Og han, denne lærde, en Napoleon i spidsen for armeer af baciller, blev bange ved synet af en tollekniv og ved lyden af si-sproget i et fremmed land. For det
