gjørende stille efter dem. Da har de endelig faaet anbragt sig i en passende hvilestilling — — Nu begynder toget for alvor at stige. Vi er forbi den sidste station i østlandsbygden, over skogene og oppe i smaabjærkenes region — det bærer indover Ustedalen, vi har alt passeret den første sneforbygning. Det store vand tilvenstre — det er vel Ustavand — ligger mørkt og foruroliget under de flagrende kast af vinter fra Hallingskarvet. Vi ruller ind i den store norske ørken.
Finse har en storartet beliggenhed: ved bredden af en isflade, som i aarets varmeste maaned forvandler sig til et graat vand, med graa nuter trindt omkring og Hardangerjøkelens blaagrønne brudte isvægge og mægtige sneryg opskudt hinsides vandet. Man tror sig hensat til et nybygge i Klondyke eller Østsibirien. Her gror naturligvis ikke en busk, end ikke en dværgbjerk, men paa bordet i fjeldstuens venlige spisesal kan man gjøre studier i den alpine flora: der findes bergfruer, isranunkler og reinblom, men udendørs formoder jeg selv disse haardføre planter frister et kummerlig liv. Selve dyrelivet er armt. Intet sagn om fuglekvidder. En sjelden gang en gammel ravn, men en mængde lemæn.
Jeg har bestandig hørt disse dyr berømmes som paradigmer paa det koleriske temperament, og jeg benytter mit høifjeldsophold til at experimentere med deres uimodtagelighed for uskyldig spøg. Dette er vistnok en spinkel sidegren af naturvidenskaben, men den er hidtil ganske sørgelig forsømt. Det har
