paa sølv, faar jeg et glimt af. Mon deres gjæstfrihed og tillid er den samme! Mon de ikke alt bittert har erfaret fordelene ved laaste døre, nu selve dalen har faaet en aaben dør ud til verden og alt dens væsen! Dette stadig gjenkommende syn af en hel husvogn stuvende fuld af mennesker, der uafladeligen spiser og drikker som til gjæstebud, denne daglige europæiske gjennemtræk maa vel gjøre et overvældende indtryk ialfald paa de unges sind og vække urimelige og vinkende forestillinger om herligheden i de store byer og de fremmede lande. Det er kanske noget sligt Abrahamsen har frygtet, da han vilde forbyde spisevognen. Abrahamsen har betragtet spisevognen som symbolet paa civilisationens fordærvelse. Abrahamsen har i fantasien udmalt sig vilde internationale orgier med spisevognen som skueplads, og Abrahamsen har villet skaane dalen for dette syn. Bergensbanen fik heller som turistbane rulle pokker ivold med et dusin haardføre og til forsagelser vante reisende og med alle de millioner, den har kostet. Jeg har alligevel ikke det ringeste andet at indvende mod Abrahamsen end at han er handelsminister. Og derfor ringer navnet i mine ører hele dalen opover, stampende skanderet af stødbolter og klaffer under den seierrige spisevogn.
Og det er ganske besynderlig: det samme hænder os alle. Der findes saa mange af Abrahamsens art og kald, vi helst ikke gidder tænke paa; de fængsler os hverken ved hvad de gjør eller siger. De er slet ikke mærkelige eller fremskudte af naturen. Men de minder os ihærdig om sin existens; de surrer etsteds uafladelig indenfor vort bevidsthedsomraade, indtil de omsider pludselig forstummer og det bliver vel-
