Det evige savn 153
– Her maa der danses! ropte professoren med ungdommelig energi. – Op og engagér, herr Rønning! Hic Rhodus! Her maa der danses!
Han sprang op og gjorde med trippende skridt en bue rundt bordet, slo ud med hænderne og bukket for madam Tønnesen og førte hende over mot verandatrappen.
– Musik, Inger! tordnet han over skulderen. Alle fulgte storleende . . . men Johannes saa ikke til høire eller venstre. Han flygtet, og takterne af en jagende galop indhentet ham oppe paa landeveien.
– – –
Røgen steg bedagelig op af piben hjemme paa pladsen. Hans mor sad ude paa hellen og strikket og smilte til ham, da hun saa ham komme. Der var som sædvanlig. Som om ingenting var hændt eller kunde hænde. Johannes følte sig næsten rørt . . . han trykket sin mor i haanden, og hun saa paa ham med mild forundring.
– Vi har ventet paa dig med maden, sa hun. – Det er rømmegrød, siden det er Jonsokkveld . . . Du har ikke været hos presten, Johannes?
– Nei, jeg skal gaa imorgen, mor.
– Det er vel ingenting i ulag?
– Nei. Nei. Skal vi spise?
Han havde ingen lyst paa mad, men han vilde ikke bedrøve hende, og da de sad alle tre bænket om det hvidskurede bord i kjøkkenet, begyndte han at snakke og fortælle om byen og om vertinden, han havde bod hos. Hun var gælen efter teater og øl, sa han. Og hun var heller ikke ganske fri for at være uredelig. Der var kommen væk to skjorter for ham paa en ubegribelig maade.
10 – Nils Kjær. V.
