152 Det evige savn
ret ret ud for sig, og alt forekom ham fjernt og uopnaaelig og uoversættelig til hans eget sprog . . . Hvad var det? Hvem var det? Hvem var? Han vilde strø rosenblade ud over Ingers haar, og han saa paa sine hænder, og han kjendte igjen sine egne fingre og rev sig løs af det ukjendte.
Madam Tønnesen gjespet og alle kom i latter.
– Onkel Pavels, du er en troldmand. Nu netop holdt du staven stille, og saa ventet vi og glemte, hvad det var, fordi madam Tønnesen gjespet.
– Ja, bare en venlig, niksvyrdig gammel troldmand, sa professoren med et suk . . . – Jeg gjør mig ingen indbildninger. Men herr Rønning ser ud som en streng filosof af den stoiske skole. Skjænk i hans glas, Inger. Han føler sig fremmed i lundene i Sybaris.
Men nu hændte det uventede, at madam Tønnesen pludselig brast i graad. Hun væltet sig frem over bordet og gjemte ansigtet i sine arme og hulket. Katastrofen havde ingen ydre foranledning, og de blev alle siddende i himmelfalden forundring. Endog professoren saa betuttet ud.
– Men, kjære madam Tønnesen, forsøgte han sig. Hun løftet sit røde, taarevaade ansigt og saa paa ham med gnistrende øine.
– Ti, gamle spektakel! sa hun. – Mig kan det være det samme med, skjønt jeg ikke er over tredive aar og enke i fem af dem. Men mit hjerte er bristefærdig, naar jeg ser alle disse unge, uskyldige piger sture i selskab med en stum lægprædikant – hun pegte med knyttet næve paa Johannes – – og det paa en høihellig sankt-hans aften. Aa, du min skaber, hvad det er for en verden, vi lever i!
