Det evige savn 149
forslaget vandt tilslutning. Man havde en følelse af, at den unge mand ikke befandt sig i sit rette element, og at han maatte forsøges i et andet. Men Inger undsatte ham og kaldte det hele noget tøv, og tanken blev opgit i mismod.
– Siden vi er kommet saa langt ind i middagen, at jeg for mit vedkommende er mæt, sa professoren langt om længe og tørket sine fingre i servietten – saa vil jeg rigtignok spørge Dem, beste madam Tønnesen, hvor i alverden De har kunnet opdrive kylling til et snes forslugne halse?
– Aa ja, det har ogsaa været et studium, sukket madamen, – og saa er de da for den sags skyld heller ikke betalt.
– Desto mere anerkjendelse maa jeg skjænke Dem. Betaling er et opsættelig anliggende . . . der ligger endog noget futurisk i selve ordets lyd; men en god middag kan ikke opsættes . . . Jeg tillader mig at drikke med vor fortræffelige husmoder . . . Skulde det kunne tænkes, lille Inger, at der endnu laa en flaske Volnay i kjelderen?
– Nei, men saa vidt jeg ved, er der en flaske portvin.
– Tant mieux, mit barn. Lad os faa portvin.
. . . Det er ikke hver dag i aaret, professor Pavels trakterer med to slags vin. Annette og Gro! Fluks ud efter nye glas . . . Og du, Inger, pas paa og ikke tør støv af flasken!
– De har faat laks i garnet over paa Bollenes . . . fik jeg høre af Martin som gaar der paa dagarbeide.
– Laks! Ei du mig. Saa maa vi ha laks, madam Tønnesen.
– Javist maa vi ha laks. Men jeg maa bekjende,
