Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/146

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest

148 Det evige savn

Det kommer af, at den unge mandsslegt ikke har noget ideal længer. Derfor gror de unge piger vildt og særegent. For os flimret en eneste stjerne paa vor ungdoms himmel. Man har senere drevet gjøn med vor abstrakte sværmen og forhørt sig om kuløren paa vort ideal. Mon det var andet end en blond prestedatter, naar det omsider nedlot sig til at inkarneres? Nei gjerne! Den unge pige var ét væsen . . . Nu eksisterer ikke den unge pige længer, men de unge piger. Derfor ønsker jeg mig ung igjen . . . for alle de uventede rigdommenes skyld . . . for hele den ny-opdagede faunas skyld . . .

 Johannes mødte Ingers blik. Hun saa frimodig paa ham med sine graa øine. Der blev et lidet oprør ved bordet: Madam Tønnesen serverte kyllinger og grønsalat. Onkel Pavels fik servietten knyttet bag i nakken og hengav sig uden at lade sig adsprede til bordets glæder. Han lugtet til sit glas og pegte paa etiketten.

 – Det er ikke hver dag sankt-hans, sa han – og heller ikke hver dag, professor Pavels trakterer med Volnay. Derefter spiste og drak han uforstyrrelig og taus.

 – Kan De svømme, herr Rønning? var det en, som spurgte.

 – Ja, svarte Johannes trægt.

 – Men da kan De faa bade med os i eftermiddag.

 Johannes spilte op øinene. – Nei, men nei, det gaar da ikke an – – stammet han.

 – Alt lader sig arrangere, herr kandidat, erklærte madam Tønnesen. – De skal faa laane mit skotske kostyme.

 Johannes kjendte sig klam i panden af skræk. Og