146 Det evige savn
Jeg er parat! ropte madamen tilbage. – Op og geleid professoren, smaapiger.
De var allerede paa spranget og trak ham ned havetrappen og over plænen i saa voldsom fart, at hans stabbende ben holdt paa at slaa klik under ham. Lommetørklædet blev hængende igjen i luften. To løb efter med hans kurvstol, og før han havde faat lyd for de protester, som gurglet i hans strube, var han lempet til sæde for bordenden.
– Tak! pustet han sagtmodig. – Ta–k! Det var motion for livsaanderne! Puh! Svint Dem tilbords, mand . . . sa han til Johannes, hvis De ikke foretrækker at føres tilbords af damerne.
Inger kom tilbage med en klukkarafel og to smaa glas, og de bænket sig alle, Johannes tilhøire for professoren og ligeoverfor Inger, madam Tønnesen for den anden bordende bag suppeterrinen.
– Disse champignoner, sa professoren og klirret med skeen mod sin tallerken, er ingen hjemført delikatesse. Det er forresten ikke champignoner, men det, som bedre er, nemlig murkler. De vokser vildt heromkring paa uforvarende efterladt gjødsel, og de er indsamlet af de tilstedeværende naturkyndige. Men tror De, at jeg for gode ord og betaling har kunnet faa noget indfødt landsmenneske til at smage paa dem? Fattigdommen er vor seigeste fordom! De maa nøie Dem med dram til suppen, herr Rønning!
Johannes samlet alle murkelskiverne i en skefuld og puffet dem ned med drammen.
– Velkommen tilbords, herr Rønning og mine damer, hilste professoren med sit glas. – Det var en herlig suppe, madam Tønnesen. Et af de fremragende vidnesbyrd om Deres kunst.
