Det evige savn 145
aldrig skjult Deres smaa ekstra forehavender for Deres papa?
De krystet hverandre for at kvæle sin latter, de kastet hoderne bagover, saa de unge, spændte halse lyste, de holdt ligefrem paa at segne i sin overvældelse. – Rene mænader! tænkte Johannes, og han kjendte sit hjerte skrumpe af bitterhet.
Madam Tønnesen kom bærende en stor suppeterrin. – Se nu, herr Rønning. Nu er De paa god glid, anmerket hun og plantet terrinen paa bordet. – Det var det, jeg saa paa Dem, at De ikke manglet anlæg, men øvelse. Saa ja, vær bare oppesen!
– Vi dør, madam Tønnesen – –
Det lod ogsaa til, at de vilde bukke under. Latteren undslap dem som brudte nødskrig, og den vilde ikke lade sig lindre. Den hidsedes op igjen, hver gang en af dem kom til at se paa den unge mands ansigt, som var blit ganske hvidt.
Han vendte sig til madam Tønnesen.
– Kan ikke De, som vel har lidt fornuft i behold, fortælle mig, hvad det er, de unge damer synes er saa morsomt, sa han vredt. – Er det mig, vil jeg helst gaa.
De blev alle med ét slag alvorlige. Men han følte sig dobbelt ynkelig nu, han havde blottet sin forpinthed. – Ak, tal heller til dem, De, som har ordets gave, herr kandidat, svarte madamen og forsøgte at lægge kinden mod sin fede skulder. – Men det er safterne. Om De lægger mig kniven paa struben, vil jeg bedyre: Det er safterne!
Professoren var imidlertid vaagnet af al latteren og spurgte under tørklædet, om der var anrettet. –
