Det evige savn 141
fredelig. Johannes vilde netop reise sig og forsvinde, da madam Tønnesen med ét stod i døren.
– Det er hans formiddagslur, hvisket hun og la fingeren paa læberne. – Jeg saa det paa ham, at den var i anstigende.
Derpaa trak hun forsigtig det umaadelige røde lommetørklæde frem af hans vesteaabning og hængte det over hans hode, som man hænger et klæde over buret, naar kanarifuglen skal tro, det er nat.
– Mod fluerne, forklarte hun med den samme henaandede hvisken. Saa pegte hun paa Johannes og fra ham ned mod stranden, hvor de unge damer havde leiret sig i klynger mellem enerbuskene og de store stene. Derpaa la hun haanden paa sit hjerte og saa paa ham med et smeltende blik, idet hun gjorde et par vrikkende pas. Endelig sendte hun ham et fingerkys og trak sig lydløst tilbage til det indre . . .
Johannes var ikke længer forbauset over noget af det, som tilstødte ham i dette hus. Han var endog skarpsindig nok til at udlægge madamens udtryksfulde gebærder som en opfordring til ham om at forføie sig ned til stranden og more sig med de unge damer. Om blikket og fingerkysset tillige skulde betyde, at han havde den lykke at være falden i hendes smag, – eller kun skulde opfattes som en hyldest til hans kjøn, – eller slet ikke var andet end et vidnesbyrd om hendes sorgfri natur – paa det gad eller formaadde ikke Johannes at spilde nogen betragtning. Han indsaa, at nu var øieblikket kommet og listet sig saa stille han kunde ned ad trappen og slentret med hænderne i lommen, naturlig og skjødesløst i en stor sving udover vangen og tilbage omkring huset, forbi kjøkkenvinduet og indover stien.
