140 Det evige savn
trangt paa salen for alle disse viderværdige unge menneskene. Gud velsigne mig, for et liv der er i dem.
– Og De ænser ikke lidt bryderi, madam Tønnesen?
– Bruger jeg nogengang at gjøre ophævelser! Jeg er til daglig brug, herr professor! Rosalie! sang hun pludselig ud i luften af fuldt bryst . . . Mit hjerte er en tusindfryd! Skogen er mit liv!
Den garnle herre lo, saa hans taarer trillet. Johannes følte sig mere og mere beklemt, skjønt madam Tønnesen blinket opmuntrende til ham med det ene øie.
– Huh! Puh! pæset onkel Pavels, men fik igjen et latteranfald ved synet af madam Tønnesens minespil og den unge mands dybt alvorsfulde ansigt.
– Ja, hun er en sjelden kvinde! sa han, da hun var vendt tilbage til sit kjøkken. – Og hun laver en for-træf-fe-lig mat.
Johannes spurgte, om nogen af de unge damer hed Rosalie. Han tænkte sig, at hendes udraab muligens var et signal ned til dem paa stranden.
– Nei, sa onkel Pavels. – Det er hendes eget døbenavn, men hun anvender det som et fryderop. Hun er en sjelden kvinde, gjentog han og gjespet – en saare sjelden kvinde . . .
Johannes vovet ikke efter sit korte bekjendtskab at bestride dette, og samtalen døde hen. Den gamle gjespet flere gange og begyndte at nikke. Omsider gled hans øienlaag ned, og den lange kridtpibe faldt ud af hans haand og knækket stilken, uden at han merket det. Han slap luften i smaa prust ud af den ene mundvig som gjennem en ventil og slumret frede-
