138 Det evige savn
mel rønne. Jeg har bygget for denne store verandan, og dermed er hele komplekset blit ligesom konditioneret, som de siger paa disse kanter, forresten om folk da. Mere end lidt udvendig krimskrams skal der ikke til . . . Nu, her har vi piber og kildevand. Han blandet sig et stort glas halvt vand, halvt cognac, Johannes laget sit betydelig svagere og drak det ud.
Men nogen rigtig samtale vilde ikke komme igang. Professoren var uslidelig i monologen, men Johannes hørte adspredt paa ham. I sit hjærte forbandet han det indfald, som havde ført ham hid, og som han ikke engang selv forstod. Han stundet utaalmodig efter en leilighed til at snige sig væk. Damerne var helt nede ved stranden. Han forstod, at de havde opgit ham som umulig. Deres latter og rop klang tirrende lystig op til ham. Han vendte sig og saa udover. De kastet smut med flade stene, og et par af dem havde trukket strømper og sko af og vasset om paa sandbunden, som lyste i store, grønlige flekker gjennem det klare, lave vand. Kjolen holdt de samlet opover knæet, saa de strammet om deres legemer, og de runde lægger skinnet.
– De er ryggesløse, tænkte Johannes og tog hastig øinene til sig.
– Jah, det er et vederkvægende syn, unge mand! udbrød onkel Pavels, som trodde, at han gjættet den andens tanker. – Var jeg saa sandt i Deres lykkelige alder! Men aarene river os med og river os ned, og hvad skal man til syvende og sist med et ungdommelig sind, naar det maa sidde og kukelure i en faldefærdig rønne af et legeme!
