Det evige savn 137
over hele kroppen, og han var vis paa, at hvis han forsøgte at røre sig, sætte sig, lægge hatten fra sig eller ta et glas, saa vilde han gjøre det paa en forkjert og ustø og lattervækkende maade.
Den gamle herre oversaa hans forlegenhet. Han kunde ikke tænke sig noget behageligere selskab end sine smaapiger, og han skrev gjæstens tilbageholdenhed paa hans ungdoms regning. – Stakkars fyr, tænkte han, han er lidt trykket af sin værdighet, men smaapigerne har det nok i sin magt at faa tinet ham op!
– Nu, sa han, skal det første være et lidet glas og en pibe. Værsaagod. Ind efter piberne og min bouteille, Elisabeth, og du, Annette, henter en krukke vand fra kilden. – Nei, sæt De Dem der i rørstolen, farr . . . Saa ja!
Han trommet med sine lange negle paa bordkanten . . . Cigarer holder jeg ikke, men De skal faa en hollandsk kridtpibe, hvis spids aldrig er kommen i berøring med andre end friske pigelæber . . . naa, naa . . . er jeg en ækkel, gammel ærtekrok? . . . – – og tonnenbojer, og hvad enten De vil ha cognac eller armagnac . . . Det er, hvad huset formaar.
Dette idelige smaasnak begyndte at berolige Johannes, og til hans lettelse spredte de unge damer sig efterhaanden i smaagrupper paa verandatrappen og udover græsvangen.
– De bor vakkert, herr professor, sa han for at si noget og saa udover. Selv eide han ingen følelse for landskabelig skjønhed.
– Ja, ser De, denne beliggenheden er jo hævet over enhver ros. Den er med ét ord paradisisk. Og her er et flor! . . . Huset er, som De selv ser, en gam-
9 – Nils Kjær. V.
