94 Det lykkelige valg
CELIUS. Jeg er rolig, Augusta.
FRU MAJA. Er du her, Paalsbo? Kjære, ikke du først. Lad mig komme til. Nej, det er sandt. Du ved jo ingenting. (Mod Celius med begge hænder udstrakt.) Tusen lykønskninger, kjære Celius. (Celius synker overvældet af lettelse ned i en stol.) Siden Paalsbo ikke ejer ærgjerrighed, faar den faa æren, som æres vil.
CELIUS. Gudskelov. Men tallene, fru Paalsbo. Stemmetallene.
FRU MAJA. Nej for en bevægelse, nej for et liv. Jeg forstaar ikke hvad der afholdt Dem fra sjel at optræde paa arenaen.
CELIUS. Tallene, fru Paalsbo. Tallene.
FRU MAJA. Deres tilstedeværelse vilde ildnet de svage og staalsat de forsagte. Der var virkelig en brus af fædrelandsk stemning over masserne. Man saa alvoret og beslutningen præge alle ansigter, selv paa ansjospigerne, enda mange af dem maatte sprude ud i latter, fordi styrmandseleverne ropte upassende opmuntringer til dem . . . ja er det ikke skrækkelig med de gutterne? Men for mig som var med fra først til sist, ja tænke sig til, jeg har aldeles glemt at spise idag, jeg haaber du har fundet noget koldt, Paalsbo — for mig var det alligevel som et lyn fra klar himmel, da alle vi ventende fik resultatet af den foreløbige optælling —
CELIUS (higster og farer omkring). Resultatet! Hvor er hatten min? (Til Paalsbo.) Vrid halsen om paa hende fra mig.
FRU MAJA. For pludselig var det som fra ængstende tusmørke at komme ud i den klareste dag. Det var aldeles overvældende, og jeg maatte tænke paa Stuart Mills ord — —
CELIUS (bønlig). Kvæl hende, Paalsbo. Kvæl hende. Hatten . . Hatten . .
