Det lykkelige valg 91
burde netop idag arbejde under et højtryk af tilfredsstillelse.
CELIUS. Har De ogsaa stemt paa hende?
AUGUSTA. Kan De spørge? Paalsbo er haarvandskunde.
PAALSBO. Jeg er skaldet desværre. Men bi lidt, det kommer gjerne med vore aar, frøken Sperling. (Klukler.)
AUGUSTA. Skal vi aldrig bli kvit disse raa mennesker?
TIMANSEN. Jo, jeg er færdig her.
CELIUS. Nej vent De, Paalsbo. Vent.
TIMANSEN. Tak for mig og Sommerblom. Men subjekter skal jeg huske Dem.
PAALSBO. Adjø, Timansen. (Timansen gaar. Lidet ophold.)
CELIUS. Det var det jeg tænkte. Min kone har leflet med socialisterne.
PAALSBO (klukler). Nej, bare lidt med Timansen. (Timansen kommer ind igjen.) Ja, den Timansen!
TIMANSEN (til Celius, idet han peger paa ham med knyttet næve). Jeg skal si Dem en ting fra mig ogsaa. De rasler, mand min. De er bare en papirsjæl som rasler. De har aldrig havt en idé, De har aldrig rejst Dem for noget, De selv vilde engang. For der finds ikke grønske eller sevje i Dem. De er stiv og stind af saglighed og liberalisme som et renskrevet program, er De. Og paa det stod ogsaa kvindesagen, som De nu har faat i vrangstrupen, fordi De er gift med et grejt og herlig kvindfolk. Der har De mine ord fra mig, Timansen. Vil De ha mere. Ikke? Adjø. (Fort ud.)
CELIUS. Hvor skal dette ende? (Adspredt til Paalsbo.) Hvad var det De sa? (Opfarende i sinne.) Her finder jeg mig indspundet i en kingel af intriger og
