88 Det lykkelige valg
at takke den store mand for, det er skam det og taarer og ruiner.
CELIUS. Hvad skal dette bety?
TIMANSEN. Du har ordet, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Jeg har ikke mere at miste jeg. Derfor kan jeg si alt som det er. Og jeg kan godt bekjende, for mine skrøbeligheder er aabenbare for alle opladte øjne. Men det skal dere vide, og det ved De, Paalsbo, at naar jeg drev den smugtrafiken aabenlyst, saa var det for lille Matildes skyld — det var det.
CELIUS. Hvad farer De her med, mand. Jeg gav Dem jo en kraftig advarsel.
AUGUSTA (til Sommerblom). Kom ikke og forsvar Deres umoral med sentimentalitet.
TIMANSEN. Syng ud, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Jo tak, jeg fik en advarsel. Og den advarselen var iklædt en merkelig form. Jeg faar nok faa lov at minde Dem om den, Celius. De sa, at De som formand i vergeraadet for forsømte barn ikke kunde se gjennem fingrene paa mig længer. Jeg tror det var det udtrykket De brugte. Det behøver De ikke, Celius, sa jeg. Men Matilde er ikke noget forsømt barn, sa jeg. Og saa snakked De frem og tilbage til De kom did De vilde. Og det var, at siden ingen lægekunster og mediciner kunde hjælpe barnet, saa fik jeg forsøge broder Solløs’s bønner og besværgelser. Og da, da maatte jeg jo studse, for jeg trodde De var en uafhængig natur og en fri aand.
CELIUS. Det har ikke De betingelser for at bedømme.
SOMMERBLOM. De er en dejlig fri natur. For hvorfor var det, De ikke bare anbefalte mig at tilkalde Solløs, men tvang mig til det med den mægtige mands trusler?
CELIUS. Dette er en iørefaldende løgn.
